Den nære sans

Blindhed adskiller dig fra ting, mens døvhed adskiller dig fra mennesker.

Hvad er det egentlig, der er så interessant ved musik og det musiske – hvorfor musik og ikke billedkunst, poesi, skulptur, litteratur, dans eller skuespil? Malerisk ledelse, poetisk lederskab og dansende ledelse. Der er mange spændende muligheder, men musik har alligevel en helt speciel plads i vores liv, fordi det er en lytteoplevelse. I virkeligheden er vores ører ikke blot et ’høreorgan’ men derimod af afgørende og direkte betydning for fornemmelsen af balance og retning. Musik og det musiske i vores sansning af tonefald, klang og stemning er dermed et integreret samspil af vores krops bevægelse, balance og kontrol. Professor ved Institut for Kommunikation Lars Ole Bonde skriver i bogen Musik og menneske, at synssansen er en fjernsans, mens høresansen er en nær sans, som vi kan have stor glæde af at lære at bruge mere og mere bevidst i vores dagligdag.

Den danske læge og hjerneforsker Kjeld Fredens beskriver Vestens kultur som en synskultur, hvilket giver os problemer, da høresansens evne til at lytte sig ind bag ved det eksplicitte er afgørende for at kunne navigere i det sociale rum:

Men selv om sanserne har det til fælles, at de kan registrere begivenheder, så er de også på nogle punkter forskellige. Således er den væsentlige forskel mellem synssansen og høresansen den, at hvor synet især er bygget til at kunne observere statiske fænomener uden for os selv og på den måde er den sans, som kan trække os ud i omverdenen, så er høresansen langt bedre til at trække verden ind i os. På den måde er synssansen yderlig, hvorimod høresansen er mere inderlig. Da vi lever i en synskultur vil synssansens modning ofte være større end høresansens, hvilket bl.a. kan forklare hvorfor der er flere synsmennesker end høremennesker: Ser vi for eksempel en dansk film, som er tekstet, så vil synsmennesket læse teksten og samtidig holde op med at lytte til talesproget. På den måde tryner synssansen høresansen. Uheldigvis bygger evnen til at indgå i et dialogforhold i afgørende grad på høresansen.

Denne inderlighed og menneskenærhed, som høresansen forsyner os med, er et musisk potentiale, som vi kan finde mange ord for i vores sprog: den gode stemning, et harmonisk menneske, tonefald, samklang, takt og tone og lydhør. Musik er en meget stærk kraft, der har stor effekt på alle mennesker; fostre, nyfødte, børn, voksne og gamle i alle kulturer på hele planeten. Der er mange mennesker, der ikke læser bøger, går på kunstudstillinger eller danser. Og hvis de endelig gør det, så vil det aldrig kunne måle sig med, hvor meget musik og det musiske fylder i de fleste menneskers liv. Alle kulturer verden over er bygget på stærke musiske traditioner, og det musiske spiller med sine besættende kvaliteter en afgørende rolle i vores liv. Det musiske er ikke forbeholdt musik eller musikere, og det musiske skal ikke øves, studeres eller præsteres, før vi kan få adgang til det. Men det er selvfølgelig noget, som musikere og kunstnere i det hele taget bruger deres liv på at praktisere hver eneste dag – og noget, som de er derfor naturligt nok når at blive rigtig gode til. Er alle musikere og kunstnere da automatisk fremragende ledere? Nej. Men jeg mener, at der netop her er noget meget vigtigt at hente i en undersøgelse af det musiske som en fælles ressource, som angår os alle. Hvis vi opstiller den tese, at det musiske er denne fælles ressource, så betyder det, at alle mennesker lever igennem det musiske, af det musiske og med det musiske. Den norske professor i musikvidenskab Jon Roar Bjørkvold skriver i sin bog Det musiske menneske fra 1992:

Det musiske menneske er en pige, der synger en sang. Hun er i slægt med noget i os alle, på tværs af landegrænser og kulturer, fra det spirende fosterliv til den seneste alderdom. Hendes sang ruller som en livsressource i alles årer, i endnu ukendte varianter, tonearter og modulationer. Denne sang får os til at se klarere og til at føle dybere. Den formidler sprog over i arter af indsigt og forståelsesformer, vi ellers ikke kan nå, grænseløst og grænseoverskridende.

Vi er alle, uanset om vi så er bevidste om det eller ej, dybt optaget af nogle specielle former for vibration og lyd, der har en helt specifik egenskab: Det er musik. Hvad det præcis er, der får nogle tilfældige lyde til pludselig at udfolde sig som musik i os, det er et meget kompliceret og spændende spørgsmål, som ville fylde mindst et murstensværk i sig selv. Men vi ved det godt, når det sker. Vi er ikke et øjeblik i tvivl, når noget, vi først oplevede som en fugl, der fløjter i et træ pludselig stjæler vores opmærksomhed og får os til at spidse ører, da det, fuglen fløjter tilfældigvis er begyndelsen på Barbie Girl! Bjørkvold taler om sangen som en livsressource i alles årer, og hvis vi husker tilbage i vores liv, kan vi alle vel huske os selv optaget af at synge sange, små melodier, nynne eller tromme på et eller andet. Her i 6. kapitel skal vi dykke nærmere ned i vores fælles, musiske grundfjeld, men for nu kan vi begynde med blot at overveje muligheden af, at musik er langt mere end blot noget, som musikere producerer. Når lyde bliver til musik, farves de og moduleres af det musiske. Det musiske forløser lydene i musik. Oftest er det os selv, der giver musisk liv til lydene – i vores sind binder vi måske en færges tågehorn sammen med en kirkeklokkes ringen til smuk, støvet samklang i den stille morgen, eller vi oplever, at bilens venstre blinklys pludselig begynder at swinge sammen med vinduesviskeren i en mikro-rytme-jam. Men hvad med ledelse, hvilken relevans har det musiske til ledelse? Forfatteren og musikeren Peter Bastian skriver i sin bog Ind i musikken: ”Det musiske menneske er den eneste mennesketype, som ikke drømmer om magt, og den eneste mennesketype, som muligvis vil være i stand til at administrere den”.

Enhver ledelse udfolder sig igennem begivenheder, hvor magt, indflydelse, autoritet og legitimitet spiller en central rolle. Magten kan være centralt placeret, den kan være distribueret, og den kan være delegeret. Men den er aldrig fraværende. Hvor der er mennesker samlet omkring en fælles udfordring, vil magt være en rejseledsager. Hvor meget den skal fylde, og hvilken rolle magten kan spille, det afhænger af den eller de, der administrerer den. Bastian skriver om det musiske menneske, at han ikke drømmer om magt – hvorfor mon ikke? Jeg tror, at det kan skyldes, at det musiske har et sådant kraftfuldt tag i ham; at han er så grebet af det musiske, at det er alt nok. Den franske filosof Vladimir Jankéléwitch beskriver det således:

Ved hjælp af massive udbrud tager musikken bolig i vores mest intime selv og vælger at flytte ind i os. Det menneske, der besættes af denne kraft er et menneske, der ikke længere er sig selv. Han er blevet til en vibrerende streng eller en orgelpibe.

Jeg oplever, at mennesker, der er tændt eller smittet af nogle af de store kræfter, der traditionelt regnes for musiske som for eksempel musik, sundhed, videnskab, teater, gastronomi, filosofi, litteratur eller humanitært arbejde ikke er interesserede i at tilkæmpe sig, bevare og udøve personlig magt for magtens skyld, så at sige. Vil det dermed sige, at sådanne musiske mennesker er nogle medfølende, lyttende og zen-agtige typer, som accepterer alt og aldrig råber op eller udøver magt? Nej, bestemt ikke. Tag for eksempel den rumænske dirigent Sergiu Celibidache, den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz og lederen af Indiens bevægelse for uafhængighed Mahatma Gandhi. Historien er fuld af sådanne stærke ledere, der kompromisløst tvinger deres projekt igennem hele vejen til mål, men på en helt speciel måde, da denne magtudøvelse er båret af en kraft og en vision, der intet har med magten selv at gøre. Disse mennesker udøver ikke magt for at bevare, konsolidere eller udvide magten. Netop dét, som Bjørkvold, Bastian og Jankélévitch skriver om. De er passionerede og er som alle passionerede mennesker selv ofre for deres passion. De rammes så at sige både synligt og hørbart af deres egen magtudøvelse, og det er noget af det mest inspirerende og medrivende, som andre mennesker kan opleve. Det er et normativt lederskab, der begynder og slutter med levede værdier som brændstof. Mahatma Gandhi sultede, blev slået halvt ihjel flere gange og endte med at blive skudt. Han fortæller os her, hvad der drev ham og, vil jeg hævde, driver det musiske menneske til at udøve magt:

Den eneste tyran, jeg kan acceptere i denne verden, er den lille, stille stemme inden i mig. Og selv hvis jeg bliver nødt til at indse, at jeg er en minoritet udgjort af én, så vil jeg ydmygt holde fast i modet til at være i et så håbløst mindretal.

Vi kender alle den lille, stille stemme indeni, vi har nemlig én hver, alle sammen! Vi har måske vænnet os til at overhøre denne stille stemme, der har det med at fortælle os noget vigtigt og måske endda sandt om os selv, hinanden, og hvad der rigtigt og forkert. Hvis vi skulle leve efter den stille stemmes vedholdende råd til os, så ville livet blive radikalt ændret for de fleste af os. Hvornår har jeg sidst overhørt min stille stemme? Rigtig farligt bliver det først, hvis det lykkes os at slukke den, og det tror jeg sker for mange mennesker, ledere ikke mindst. Hvorfor? Det sker dels fordi det, som stemmen råder os til, kan synes så uoverkommeligt at opfylde – og stemmen er besværlig, fordi den jo nærmest modarbejder alt det, som kan gøre mit liv lettere, behageligere, mere smidigt og ukompliceret. Skal vi sige fra over for løgn, bedrag, overgreb og uretfærdighed – med vores behagelighed, job og i sidste ende vores liv som indsats? Eller skal vi bede vores stille stemme om at dæmpe sig lidt, så vi kan få fred til at leve et liv, der er en pragmatisk modus vivendi, hvor vi ikke slås mod vejrmøller? Selve dette at slås mod vejrmøller fortæller os meget om, hvordan vi behandler denne lille, stille stemme indeni. Udtrykket stammer fra den spanske forfatter Miguel de Cervantes, der i 1605-15 skrev bogen Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha. Hovedpersonen er don Quixote, en forarmet herremand, der sammen med sin tro væbner Sancho Panza drager ud i verden for at bekæmpe ondskab og trolddom. Don Quixote er skør, en nar måske, som angriber vejrmøller i den tro, at det er onde kæmper; men han er måske ikke så fremmed for os endda? Cervantes beskriver ham som en idealist, der beredvilligt deler ud af sin livsvisdom til sin tro væbner: ”Den, som tror at tingenes tilstand i denne verden kan ændres, tror noget, han ikke bør tro”.

Den slags visdom er ikke noget, der passer den lille stemme indeni. Og vi bruger desværre ofte don Quixotes kamp mod vejrmøllerne som en begrundelse for at lade være med at forsøge at ændre tingenes tilstand. Vi bør ikke tro, at vi kan gøre noget ved en leder, der er i færd med at køre vores organisation i sænk. Vi står magtesløse over for en leder, der truer sine medarbejdere på deres stilling, hvis de er uenige i hans dispositioner. Er vi, mange af os, en don Quixote blot uden modet til i det mindste at kæmpe? I så fald kan vi kun at håbe på, at det i det mindste ikke bliver værre. Dette er et fortvivlet valg, da det musiske menneske netop ikke er i stand til at overhøre den stille stemme indeni. Selv de, der ikke direkte gør oprør og tænder bål i gaderne, de reagerer ved for eksempel at gå ned med stress. De stærke medarbejdere overlever som mennesker, idet de hellere siger deres stilling op end mistrives. De vælger at lytte til deres stille stemme og sælger hellere huset end ud af sig selv. De svagere stillede medarbejdere bliver syge.
Men måske bør vi også være en smule skeptiske over for denne indbyggede lille, stille stemme? Måske er det ikke altid blot den rene sandhed, der flyder derfra? Sådan tænkes der i mange kredse, og det er selvfølgelig en undersøgelse værd – selvom jeg er uenig. Stadig lurer det lige under overfladen, at vi hellere end gerne vil klamre os til enhver undskyldning, der kunne befri os fra at lytte for meget til vores lille, stille stemme. Her fortæller Gandhi os, at vi ikke må tvivle på vores stille stemme:

En fejl bliver ikke til sandhed ved at blive mangedoblet, og på samme måde bliver sandhed ikke til fejl, fordi ingen ser den. Sandheden forbliver sandhed, selv hvis der ingen folkelig støtte er. Sandheden er selvopretholdende.

Men er ikke også Gandhis overbevisning om den stille stemmes sandhedsværdi en risikabel vej? Den danske revyforfatter Carl Erik Sørensen, som vi også skal møde i næste kapitel, sender tilsyneladende en torpedo lige ind i vores stille stemme:

Der er mange, der føler sig kaldet. De fleste hører forkert!.

Eller rettere: Gandhi kan ånde lettet op, fordi det ikke er den stille stemme, der er problemet – det er os! Vi hører simpelthen ikke ordentligt efter, eller vi hører noget, der bare ikke er der. Det musiske menneske har dermed et stort ansvar for at lytte grundigt efter. Det kan lade sig gøre, og vi kender alle til mennesker, der lytter til deres egen stille stemme, og det endda med den allerstørste succes. Listen er lang samtidig med, at den aldrig kan blive lang nok. Vi har nemlig brug for dem, disse musiske mennesker, der lader deres liv lede af denne lille, stille stemme indeni: Moder Teresa, Mahatma Gandhi, Alva Myrdal, Martin Luther King, Nelson Mandela, Dalai Lama og Aung Sang Suu Kyi – alle modtagere af Nobels fredspris.

Vi er ikke tvivl om, at disse mennesker har kæmpet for en sag, kæmpet ufortrødent imod en uret og betalt med deres liv. De er ledestjerner for os, men mindre kan også gøre det. Vi har alle oplevet at lytte til vores lille, stille stemme og gøre det rigtige, ganske som Maria Grøndahl gjorde det i 2. kapitel, da hun sagde sin stilling op. Spørgsmålet er, om vi kan kvalificere vores ledelse med denne lille, stille stemme og ikke mindst, om vi, som Peter Bastian foreslår det, kan se en form for ledelse for os, som ikke drømmer om eller er baseret på magt. Det, der gælder, når mennesker udøver magt over for hinanden, dét er magten selv. Magten bliver dermed den centrale bevæger af en sag, der, hvis sagen besad kraft nok i sig selv, ikke havde behov for at søge begrundelse og støtte i magten. Magt kan bruges, men den kan også fordeles, balanceres og overgives, og måske er det musiske menneske, som Bastian foreslår det, netop i stand til at gøre dette, da han ikke selv vil eller kan en magt, der ikke får sin energi fra den lille, stille stemmes kraft. Det handler dermed om indhold, det handler om sagen selv. Vi kan ikke garantere, at vi altid hører rigtigt, når vi lytter til vores stille stemme, men vi kan love hinanden altid at lytte opmærksomt efter. Hvis vi sammenholder Bjørkvolds billede af det musiske som en central livsressource med Gandhis stille stemme og Bastians billede af det musiske menneskes mulige talent for magtadministration, så ser det musiske ud til at kunne tilbyde nogle perspektiver for ledelse, som det kunne være værd at undersøge og efterprøve kritisk.