Jazzkultur

Alperosevej, d. 4. juli 2017 om morgenen i haven med en kop kaffe.

Musik handler om hjerte og nærvær – ikke om lyd, stil, teknik og performance. Hvis hjertet er med i musikken er den stærk. Hvis ikke hjertet er med, er musikken som et hjerte i sprit og glas: et dødt, musealt, historisk, analysérbart og forudsigeligt hjerte, der er holdt op med at banke på hos os. Så er musikken blot en skygge af sig selv. Elementer af både sprællevende hjertemusik og museal musik finder vi over alt – på Roskilde Festival såvel som på Copenhagen Jazz Festival.

Nyt eller gammelt
Det giver derfor ikke mening at stille nyt og gammelt op over for hinanden. Musik er som livet på jorden noget af det mest konservative, der findes: musikken og livet vil gøre hvad som helst for at holde sig levende. Konsonans, dissonans, tema, improvisation, form, udvikling, spænding, forløsning, sammenspil, forgrund og baggrund – alt dette er ældgamle afrikanske, mellemøstlige, cubanske, amerikanske og europæiske ritualer og spillemåder, som vi finder over alt i musikken – både de, vi betegner som “ny”, “samtid”, “traditionel” og “museal”.

Nyt er det, som vi oplever som nyt – det vil sige også de kunstneriske udtryk, som vi som kultur har glemt. John Coltrane, Archie Shepp og Albert Ayler og den såkaldte “The New Wave” vakte stor opmærksomhed i 1960erne som noget radikalt nyt.  Men nyt var det ikke – det var snarere et frisk, oprørsk, nærværende genhør med noget meget gammelt – på skrøbelige tyske fonograf-ruller fra 1906 kan vi høre en fløjtespiller fra Congo spille præcis som Coltrane og Eric Dolphy – eller måske endda en smule bedre …?!?

Jazz
Jazz er en bestemt livsform, nogle bestemte livsværdier – ikke en musikstil. Den er opstået som menneskers svar på deres livssituation. Jazz er menneskers måde at opretholde håbet, livsgnisten og sammenhængskraften i modgang. For 100 år siden brugte musikerne de instrumenter, der var til rådighed i deres samtid: trommer, stemmer, horn, træ og tarmstrenge. I dag bruger vi også vor tids instrumenter: computeren, video, lysshow, sampling… Der er mange forskellige jazzkulturer og dermed mange forskellige jazzmusikker – den ene er ikke bedre eller mere innovativ end den anden. Det handler om hjerte og nærvær.

I Danmark lever flere af disse jazzkulturer side om side i en økologi, hvor mangfoldighed er afgørende for disse musikkulturers overlevelseschancer. Det bliver dermed vigtigt, at vi kulturpolitisk nærer denne mangfoldighed og ikke forsøger at styre ud fra enkeltpersoners eller enkeltkulturers egenværdier. Det vil gå galt, da der ikke er tale om een jazzmusik, men tværtimod om mange jazzmusikker forstået som livsformer. Og i en økologi er alle livsformer afgørende for kulturens trivsel. I skoven er der både gamle og unge træer, visne grene og en underskov af halvrådne blade samt dyr alle slags. Alle spiller med i denne mangfoldighed.

Jazzens værdier
Igennem alle verdens uendeligt forskellige jazzkulturer strømmer nogle værdier, som går igen i mange af dem. Det er bl.a. følgende: Nærvær, uforudsigelighed, nøgenhed, ærlighed, selvironi, oprør, forløsning, modkultur …

Da jazzen trækker direkte på nogle af de ældste strenge i vor menneskeheds musikalske DNA, så vil der uvægerlig være ”jazzede” elementer i al god musik! Foo Fighters, Nikolaj Hess, Arcade Fire, Ole “Fessor” Lingreen, The Weeknd, Morten Lund, The XX, Christina von Bülow, Ice Cube, Ned Firm, Justice, Søren Kristiansen, Modeselektor, Benita Haastrup, Solange, Niels “Flipper” Stewart, Trentemøller, Jesper Thilo, Jason Moran, Lars Storck …   – alt sammen musik, der trækker på disse dybe værdier.