Vi sygeliggør børnene #2

Uden at ville det bidrager vi alle – både fortalere og modstandere af standardisering og målstyring – til en sygeliggørelse af børnene og dermed også af os selv. Anden del.

Læring. Skolen handler om læring. Som god solid Nordkoreansk hjernevask er vi gennem så mange år efterhånden blevet tudet ørerne fulde af ISO9000, at vi alle tilslutter os og hylder denne lille, virtuelle fede standardiseringstyran! Men den er helt gal. Læring findes ikke, og skolen kan ikke handle om noget, der ikke findes. Her mener jeg det helt bogstaveligt. ”Læring” er en lyd, et ord, et begreb, som vi har fundet på i forsøget på at gribe og begribe, hvordan vores liv udfolder sig. Der er ikke læring derude i verden, og der ”sker” ikke læring. Som et barn, der nysgerrigt piller vingerne af et stankelben, forsøger vi at få greb om dannelsen ved at pille vingerne af dannelsen.

Vores besættelse af læring, læringsmål og standardisering har pillet vingerne af skolen. Og vi står tilbage med et gumpetungt og glædesløst skoleridt, som vores børn enten ikke gider – eller lader sig tvinge til deltage i med udvikling af mavesår, angst og depression som konsekvens og ganske forståelig coping-mekanisme. Og de børn, som formår at holde sig nogenlunde sunde i denne syge kultur, de må betale den pris at lade sig standardisere. Som Niklas Luhmann beskriver det i Samfundets uddannelsessystem, så er en topkarakter i skolen lig med den fuldkomne trivialisering. Ikke nok med, at barnet har svaret rigtigt på opgaverne, hun har ligefrem svaret rigtigt på den helt bestemte måde, som hendes lærerne opfatter som den korrekte, læringsmålsatte måde; og barnet vil således trygt kunne lukkes ud i samfundet. Der vil højst sandsynligt ikke komme overraskelser i form af rystende kreativitet, tøbrud, modstand og innovation …

Prøv at se på det lille ord ”læring” og udskift så bogstavet ”L” med et ”N”. I stedet for læring og læringsmål har vi så ”Næring” og ”Næringsmål”. Kan du ane, hvor jeg vil hen? Jeg spillede i 2016 en række jazzkoncerter i Japan og blev i den forbindelse inviteret med på Tokyos fornemste sushirestaurant. Jeg fik min egen helt personlige sushi Itamai ved mit bord, som aftenen igennem komponerede den ene vidunderlige, unikke, håndæltede tallerken bare til mig. Mine værter betalte min regning på omkring 25.000 Yen, og vi svævede derfra ud i Tokyos nattelysshow. Skete der ”næring” denne aften og indfriede jeg og restauranten vores ”Næringsmål”? Er det på nogen måde muligt med ord at beskrive, hvor fuldkommen perverteret og forskruet dette blik er?!?

Den er helt gal.

Jeg vil skrue mig op til at kalde dette ISO9000 blik på vores skole og vores måltid for helligbrøde. Vi har pillet vingerne af selve vores kulturs arnested. Skolen og måltidet. Og det kan siges næsten rystende enkelt. Vores fælles skole og vores fælles måltider er Løgstrupske primære livsytringer. Tillid, kærlighed, barmhjertighed og håb. Det handler om det levende liv. Hvis råvarerne er gode, hvis kokken kan sin kogekunst, og vi er nogenlunde raske, så er skrøbelige og usikre begreber som ”næring” og ”næringsmål” ikke en del af vores horisont. Det sidste følger helt naturligt og ganske af sig selv som en selvfølgelig konsekvens af det første.

Hvis undervisningsmaterialerne er gode, hvis underviseren kan sin undervisningskunst, og vi er nogenlunde raske, så er skrøbelige og usikre begreber som ”læring” og ”læringsmål” ikke en del af vores horisont. Det sidste følger helt naturligt og ganske af sig selv som en selvfølgelig konsekvens af det første.

Vores samtids besættelse af kostplaner, vægt, kropsbygning, smartphone motions-trackere og sociale standardiseringspres er udtryk for en sygeliggørelse af vores liv. Og vores samtids besættelse af læring, læringsmål og standardisering er udtryk for en sygeliggørelse af vores børn, vores lærere, vores skole og hele dannelsesprojekt.

Der var det. Jeg har skrevet det, og nu står det her, sort på hvidt. Og i morgen tidlig skal min søn i skole. Glæder han sig? Er det lige så dejligt at komme over til skolekammeraterne og lege med kemi, medborgerskab, dansk og engelsk, som det smager dejligt, når vi om lidt sætter os sammen omkring aftensmåltidet? Og er det alt nok i al sin berusende, hverdagsagtige, nærings- og læringsforglemmende skønhed?