To begavede hoveder…

Billedhuggeren Bjørn Nørgaard udtalte på et symposium i foråret 2009:

Personer betyder alt…Hvis det er nogle kvajpander, der sidder der, så kan du lave alverdens strukturer og så bliver det ikke til en skid. Hvis du omvendt har en elendig struktur og to begavede hoveder, så bliver det verdens bedste skole. Vores område og fag er i den grad afhængig af kvaliteten af de personer, der rent faktisk går ind i området. Og det er måske derfor, at vi kan blive lidt nervøse for den metode, der bruges, fordi:  vil de begavede mennesker virkelig gå ind i de her strukturer eller vil de løbe skrigende bort? Vi har nemlig brug for dem…” (Bjørn Nørgaard 2009)

Hvad er Bjørn Nørgaard nervøs for? Han er utryg dels ved den stærke fascination af struktur, funktion og viden til fordel for sanseligheden i at give de rigtige personer mulighed for at skabe og nære vækst i vores skoler. Og dels er han bekymret for, at strategisk planlagte strukturer i sig selv på forhånd udelukker netop de nøglepersoner, der kunne redde vores projekt. Personer betyder alt, siger Nørgaard, hvilket vel ikke er så mærkeligt, da vi har med mennesker at gøre – og disse ’begavede hoveder’, der er ifølge Nørgaard er stand til at udkoble en elendig struktur og skabe verdens bedste skole kan meget vel siges netop at være primadonnaen.

Og hvad er det så, at primadonnaen kan? Blandt de dyder, der ofte fremhæves er f.eks. stærke sanselige kvaliteter som passion, kald og pligt samt stærke processuelle kvaliteter som improvisation, engagement og vedholdenhed above and beyond the call of duty. Men interessant er også primadonnaens grundlæggende tilstand af skaben og derfor den naturlige modvilje mod institutionernes behov for rationelle, reaktive og adaptive strategier. Det får os umiddelbart til at tænke på primadonnaen som trailblazer – som motor for innovation og udvidelse af vores forståelseshorisont. Men i en tid, hvor vores kulturs dannelsesfarme er ramt af evaluering, forhandling og ’lyst’ kan primadonnaen med sin dybe værdibasering og traditionsbevidsthed fremstå ikke blot som besværlig, tidskrævende og autonom; hun kan også pludselig fremstå lettere altmodisch eller måske endda direkte ’fremskridtsfjentlig’ i sin insisteren på, at der er noget, der ikke er til forhandling.

Hvor mange primadonnaer skal der til…
…at skrue en pære i? Før jeg kan forsøge at besvare denne gåde, skal det afklares, om der i det hele taget kan være mere end een primadonna i en gruppe. Der er to bud på dette spørgsmål – nej og ja. Umiddelbart skulle man mene, at kun een kan være den bedste i flokken – og at gruppen dermed kun kan rumme een primadonna.  Jeg vil forsøge en anden position: gruppen kan rumme mange primadonnaer, hvis vi i stedet for at betragte gruppen som et operationelt lukket felt i Luhmannsk forstand betragter den som en multikonstekstuel begivenhed.

Hvis vi antager, at 5 medlemmer i en gruppe, som vi kan kalde (A), hver især også er medlemmer af andre grupper (B, C, D og E) kan vi se, at lukketheden opløses. Og hvis alle medlemmer af gruppe (A) hver især er primadonnaer i een af de 5 grupper vil vi dermed kunne se, at gruppe (A) burde bestå af 5 primadonnaer. Begreberne ‘gruppe’ og ‘felt’ er utilstrækkelige, da denne fokusering på ‘gruppen’ som et operationelt lukket felt er et tunnelsyn, som berøver os muligheden for at erkende multikontekstuelle tilhørsforhold.

Men betyder det faktum, at et medlem i gruppe (A), der er primadonna i gruppe (E), også nødvendigvis er primadonna i gruppe (A)? Jeg mener ja, idet primadonna naturen er en dybt sanselig position. Primadonnaen ikke blot ‘ved’ noget om værdi, kald, overbevisning og nødvendighed. At være primadonna er ikke blot at udfylde en funktion, som vi kan forsøge at beskrive. Primadonnaen ‘føler’ værdierne, føler sig kaldet, føler sig overbevist om, føler nødvendigheden af… o.s.v. Og primadonna naturen er dermed mere end en skal eller en rolle, der kan tages af og på.

Jeg vil derfor foreslå, at vi ser gruppen som en multikontekstuel begivenhed, der midlertidigt er i stand til at forhandle en ontologisk sammenhængskraft på baggrund af mange, lokalt autonome kontekster, der er fuldt optaget af at modulere deres ontologiske indhold. Gruppens identitet og udtryk er dermed en multikontekstuel funktion af de enkelte kontekster, der udvikler sig lokalt – og hvis lederne af de enkelte kontekster er primadonnaer og de samles i een gruppe vil denne gruppe bestå af flere primadonnaer.

Og så er jeg nået frem til svaret på gåden om hvor mange primadonnaer, der skal til at skrue en pære i: een, idet de hver især medbringer egen pære, fatning og vindmølle!