Strategiens to ansigter

I spørgmålet om hvorvidt primadonnaen (PD’en) er ikke-strategisk mener jeg, at vi skal tage udgangspunkt i en afklaring af, hvad vi mener med ordet strategi. Begrebet er flertydigt, idet vi kan se ‘strategi’ i såvel et epistemologisk som et ontologisk perspektiv – en strategisk viden sat overfor en strategisk væren. I det epistemologiske perspektiv møder vi den strategiske planlægning, som er en rationelt baseret vidensforøgelse i et prospektivt blik foretaget af en leder eller en ledelsesgruppe på en anden gruppes (f.eks. ansattes) vegne, som formodes at skulle virkeliggøre denne planlagte strategi. Plan og udførelse er her adskilt, ikke blot i tid men tilllige i praktisk, fysisk forstand. Dette udelukker en sanselig strategisk tilgang, idet lederen eller ledelsesgruppen fysisk, praktisk er afskåret fra operationaliseringen af strategien. I det ontologiske perspektiv møder vi den strategiske tænkning, som er en sanseligt baseret væren udført ‘in medias res’ af netop den person eller gruppe som skal operationalisere den tænkte strategi. Dette betyder, at sanselige tilgange som ‘intuition’, ‘fornemmelse’, ‘anelse’, ‘at være i tvivl’, ‘at føle sig overbevist om’ får stor betydning for den valgte strategi i dens oversættelse til konkret handling. Dette ontologiske perspektiv har fjernet adskillelsen mellem tanke og handling og muliggjort en umiddelbar, modulérbar og strategisk væren.

Dermed kan vi nu se mere nuanceret på begrebet strategi og måske finde, at PD’en i sit væsen modsætter sig den strategiske planlægning ud fra det faktum, at den er for langsom og for rigid i sin tro på at kunne begribe en fremtid, der ikke lader sig gribe. I den forstand er PD’en ikke-strategisk. Set i begrebets anden tydning føler PD’en sig måske netop her på hjemmebane, og jeg opfatter netop PD’en som strategisk tænkende i en stærkt intuitiv handlen ud fra sansninger af kaldet i modsætning til en ‘viden om’ kaldet. Dette giver for mig at se også ny indsigt i spørgsmålet om ‘de besværlige’ PD’er, idet problemerne måske opstår, når en ledelse oplever sine strategiske planer ændret eller måske tilbagevist af PD’ens strategiske tænkning ‘på slagmarken’. Jeg ser også dette forklare PD’ens modvilje mod den typiske organisations behov for medarbejderens adaptivitet, underordnethed og loyalitet i snæver forstand. Hvor den klassiske medarbejder måske vil udføre de beordrede, udmeldte planer vel vidende, at de ikke vil virke, vil PD’en ikke acceptere, at ‘sagen’ ikke fremmes eller måske direkte skades – ordre eller ej. Set i dette perspektiv er den klassiske medarbejders snævre opfattelse af begrebet loyalitet direkte skadelig for organisationen mens PD’ens transcenderende opfattelse af begrebet loyalitet har potentialet for at være organisationens redning. En klassisk medarbejder er loyal overfor sin leder. En politiker er loyal overfor grundloven og sin samvittighed. Og PD’en er måske strategisk tænkende i en dyb, sanselig forstand – koste hvad det vil.

Måske er det interessante netop at erkende, at værdier er afgørende forstået som den horisont, den scene, hvor kunstens og organisationens drama skal finde sted. Jeg mener, at vi i langt højere grad netop skal omfavne disse begreber og lade deres energi kvalificere vores praksis – kamp, sejr, destruktivitet som kreativitetens drivmiddel. Destruktivitet og konstruktivitet er ikke modsætninger, dette er en falsk dikotomi. Tværtimod er de hinandens forudsætninger. I hinduismen er Brahma den, der skaber, Vishnu er den, der understøtter og Shankar er den, der destruerer. Og de tre er alle sider af Shiva, som kaldes ‘den største gud’ (Mahadeva). Han er på een og samme tid skaberen og ødelæggeren. Og dette er, som jeg ser det, afgørende træk i PD’ens personlighed. PD’en er i krig på daglig basis, ikke i krig med mennesker men derimod med sagen, stoffet, værket og måske først og fremmest sig selv. Når jeg spiller en koncert f.eks. i jazzens improviserede univers er vi i orkestret på flere måder ‘i krig’ – gløden, tændtheden, modet lyser ud af alles øjne, og vi er bevidste om, at vi er faretruende tæt på at tabe, og at dette er et ufravigeligt grundvilkår. Jagt, forfølgelse, opposition, pludselige manøvrer, satsning og publikums dom er livsbetingelserne på denne ‘kunstens slagmark’. Og det er vigtigt også at erkende den glæde, der er forbundet med denne kamp!

Jeg er enig i, at det er afgørende at kunne afstå fra fristelsen i at forsøge strategisk at planlægge sig ud af problemerne – men jeg finder det omvendt at være en fejlslutning at konkludere, at strategi som begreb er rodfæstet i måltænkning blot fordi begrebet oftest ses forbundet med måltænkning og en teleologisk kategorisering. Jeg vil foreslå, at begrebet strategi er langt rigere – at det udmærket kan rumme f.eks. et billede om at navigere – ikke mod et bestemt mål men snarere den målløse dans i begivenheden. Strategi kommer ganske rigtigt af det græske strategia/strategos og betyder beslutning/hærfører – men bag disse begreber finder vi det græske ‘stratos’ (mangfoldighed, spredt ud) samt ‘agos’/’agein’ (leder/at lede). Det græske ‘stratos’ har igen forbindelse til ‘struere’ (at bygge/sammenstille) – og vi kan dermed tolke begrebet strategi som dét at skabe eller bygge noget ud af mangfoldigheder.

I musikken er slutakkorden ikke musikkens mål og i dansen har vi ikke retning mod noget sted – vi fornemmer stærkt friheden i de afgørende valg, nødvendigheden af at skulle prioritere og den smertelige viden om de tab, som vores valg medfører. Mål eller ej, så navigerer vi strategisk i begivenheden, idet vi med vore valg uværgerligt bygger eller sammenstiller et udtryk, vores udtryk, af begivenhedens udspredte mangfoldighed.

I dette lys er strategien ikke kun retrospektiv – den er i høj grad prospektiv i sin handlen på tolkninger og fremskrivninger af kommende strømforhold, vejrlig og besætningens tilstand, når mørket falder på. Et snævert blik på strategi handler om sejladsens mål – men vi kan lige så godt forholde os strategisk til dét at sætte sejlet, så krydset bliver perfekt, at glæden ved at sejle er maksimal og skønheden i at blive eet med hav og vind.