Tre former for undren

Det er en hed fredag eftermiddag i juni. Jeg sidder i IntercityLyn på vej hjem fra Aarhus efter en veloverstået konference. De mange indtryk fra oplæg, debatter og spændende møder summer i mit hoved, og jeg kigger på mine noter fra dagen. Utallige løse frø og fragmenter forsøger hver især at fange min opmærksomhed. Båret af dem forsøger jeg nu at fange din opmærksomhed, kære læser – lad os se, hvor langt du når at være med…!

At være medmenneske i verden betyder at forsøge at finde sig hjemme i verden. Filosoffen Martin Heidegger skriver, at dét at bygge forudsætter dét at bo. Vi kan først begynde at bygge vores hus og hele liv, når vi har fundet os hjemme på et stykke land. Føler du dig hjemme, et sted i verden, i dette øjeblik – eller driver du rundt i kulturhavet båret af tilfældige strømninger og kastevinde? At bygge, at danne og blive dannet, er først at bebo sin verden; siden at udvide den.

Hvordan kan vi bygge dannelse? Hvilke materialer, værktøjer og erfaringer er en forudsætning for at kalde vores dannelseshus frem af vores jordstykke? Hvad er i det hele taget dannelse, hvem og hvad er på spil? Ord og begreber flyver gennem luften: Evidens, didaktik, implementering, styringsteknologier, målstyring, måling og evaluering – som små børn, der for første gang svømmer, hvor vi ikke kan bunde, griber vi efter hvad som helst, vi kan. Og vi spræller og går i panik. Vi glemmer, at vi blot burde trække vejret og flyde med, lade vandet bære os!

At finde sig hjemme i verden er vedvarende at undre sig. Og vi undrer os på forskellig vis. Kunst, videnskab og filosofi er tre grundlæggende måder, hvor vi kan undre os og skabe sanselige meninger om, hvor vi hører hjemme og hvordan og hvad, vi kan bygge. I kunsten lever vi igennem en sanselig undren, når vi skaber ukodede sansninger, kropsudtryk og forståelser af dét flygtige mere, som ikke lader sig indhegne i viden. I videnskaben undrer vi os gennem den levende lytten og seen; vi finder mønstre, paradokser, strukturer og funktioner i vores fælles liv. Og i filosofien undrer vi os gennem en udfordrende leg med begreber, forbindelser, erkendelser og værdier.

Som hestene, der trækker en græsk stridsvogn må ingen af disse tre – kunsten, videnskaben og filosofien – trække mere end den anden. Gør de det, så vælter vognen. De tre former for mellemmenneskelig undren må midt i deres unikke særkender og egensindigheder have blik for hinanden, og tømmerne må være i hænderne på et menneske, der har erfaring og omsorg for, hvordan man kører stridsvogn.

I dag ved dannelseskonferencen oplevede jeg en slagside som så mange gange før. Videnskabens og forvaltningens sprog og hele blik fortrængte kunstens og filosofiens undren, sprog og blik; og ord som magi, passion, kærlighed, omsorg, hengivelse og oversvømmelse oplevede vi kun i korte øjeblikke som levende og vibrerende i mellemrummet mellem scene og sal. Mærkeligt, synes jeg: for de børn, som er skolens og dannelsens Første og Sidste, de er netop kunstnere, magikere, passionerede, kærlige, hengivede, og oversvømmende. De lader tonen, stregen, bevægelsen og ordet skeende-ske dem og være stifindere i skabelsen af overraskende helheder. Hvorfor ikke også tale børnenes væren frem i et sprog, der kan håbe på at gribe og begribe dem – også selv om vi voksne for længst har mistet fornemmelsen for og troen på det, som dette sprog kan og vil? Gribe børnene kan voksenbegreber som evidens, måling, implementering og didaktik nemlig ikke. Disse begreber tror at vide mere end de forstår; og Piet Heins kærlige drilleri om erhvervspedanteriet luer lige bagved!

Men hov! Jeg hører talrige politikere, skoleledere og endda lærere og forældre protestere: Nu er det jo altså ikke udflippede kunstnertyper, vi skal fremelske i skolerne rundt omkring – det er gode, solide borgere, der kan honorere konkurrencestatens forventninger om solid arbejdskraft til væksthierarkierne. Nu må du holde op, Jens. Børnene har tegnet, danset og leget med ler hele vejen fra vuggetuen til børnehaven. Nu strammer vi op!

Her er mit svar: alt det, som vi mennesker gør rigtig godt, det er båret af en skaberglæde og har en legens lethed over sig. Det er netop skaberglæden og legens lethed, der har kraft til at udholde det enorme, årelange slid, der også er i at tilegne sig noget på højt niveau. Hvilket som helst fag i skolen burde være båret af to samtidige potentialer: en vældig fascinationskraft og vældige lagre for viden og kunnen – fordi den ene gør tilegnelsen af den anden mulig. Og her bliver menneskers – såvel børn som voksne – vidunderlige evne til at begejstres, udforske og bide sig fast afgørende. Pust til denne vibrerende oversvømmelses-ild, og selv de mest tørre fagkomplekser vil folde sig ud som smukke, velduftende blomster. Men det forudsætter lærere og ledere, der ikke blot er optaget af i professionel forstand at forvalte mål for læringsudbytte og formidle fag og læring. Hvis vi vil det højeste og ypperligste, så forudsætter det ledere og lærere, der er så højt og dybt optaget af og begejstret for deres fag, for børn, for kunst og for et værdigt medmenneskeliv. Først da vil det smitte og skabe en steppebrand af inspiration, dybe fagligheder og excellence. Dette er det krav, vi står overfor, dette er vores udfordring!

Det er symptomatisk for vores samtidskultur, at vi ser glæde/lethed og sorg/smerte som modsætninger. Vi tager det lette let og det tunge tungt og er iøvrigt besatte af at styre uden om såvel egen som andres sorg, smerte og elendighed. Det er som om, vi vil nøjes med de hvide skakbrikker og bare vinde hele tiden. I andre kulturer – som f.eks. de afrikanske, tibetanske og østasiatiske kulturer – indbefatter dannelse ‘det lette fjed’ som en livskunst. Det handler her om at blive klar over, at glæden og smerten er ‘vores’ som et mellemværende. Dermed er glæden og smerten ikke ‘min’ eller ‘din’ men i egentlig forstand ‘vores’. Vores kultur er besat af ‘at bære’ og ‘bæredygtighed’. Men livet skal grundlæggende ikke bæres, det skal væres. Det er en livskunst at være i både glæde og sorg med en værens lethed eller svæven. Livet er ikke et stenbrud, hvor vi står i et mørkt hul tynget af store livssten; livet er en flod, hvor vi flyder med og mod flodens strømmen.

Jeg ser det som dannelsesprocesser at erkende, at vi ‘har det’, som vi ‘ta’r det’. Det vil sige, at sundhed handler om at kunne være i stand til at ‘leve sammen med’ sit og andres liv, hvad enten vi intet fejler i klassisk forstand eller er ramt af sygdom, sorg og angst. Her bliver det kritisk, at vores skolesyn understøtter, at vi radikalt individualiserer og internaliserer sejre og nederlag gennem målinger og tests fremfor at leve sammen gennem fælles oplevelser i samklang. Klasseværelset er et resonansrum, hvor konsonanser og dissonanser skaber velgørende resonans!

Håndværk og kunst er gensidigt afhængige – men samtidig også hinandens begrænsninger! Det er en sart balance at blive i stand til at ‘kunne nok’ uden at kunne ‘for meget’. For megen viden og kunnen gør ballonen for tung, og den vil ikke kunne lette. Hvorfor ikke? Fordi kunsten lever i overskridelsen, i oversvømmelsen, og dette fordrer noget friktion, noget slinger i valsen, nogle huller eller mangler, hvor det usete og uhørte kan komme til verden. Vi kender alle den perfekte tekniker, der så at sige ‘kan alt’ – men det duer ikke, for håndværket er forblændet af sin kunnen, og det spærrer for kunsten. Her er IKEA både håndværkets og kunstens triste mindstemål, som hverken er solidt eller kan flyve – og f.eks. adskillige unge klassiske musikere og jazzmusikere et eksempel på en håndværksmæssig soliditet og tyngde, der ikke løfter sig en centimeter over det trivielle.

På samme måde er inspiration og didaktisk kunnen gensidigt afhængige og hinandens begrænsning; Det er altid en fest at opleve tilsyneladende ’skøre kunstnere’ forme deres performance didaktisk og pædagogisk elegant på allerhøjeste niveau! Min pointe er, at mesterskabet fordrer, at vi ikke er ‘optaget af’ didaktik og pædagogik. På samme måde, som en gammeldags telefon med røret løftet af gaflen er optaget, så betyder det ‘at være optaget af noget’, at man er omskåret fra afverdenen. Og sådan fungerer vores bevidsthed og rettethed som en kikkert. Vi ser et lille område skarpt og forstørret. Vi kan ikke virke pædagogisk på højt niveau, hvis vi er optagede af at være pædagogiske! Her er den pædagogiske selvforglemmelse i læreres og elevers fælles optagethed af faget et resonant rum med masser af plads til, at didaktik og pædagogik kan skeende-ske os.

Lad os endelig gå i dybden med didaktik og pædagogik, udforske, tilegne og diskutere. Men det slæber vi ikke med ‘på scenen’ eller ‘i klasseværelset’ på samme måde, som vi ikke skærer bøffer med den slibemaskine, som hvæsser vores kniv…

Løse frø og fragmenter fra min konferenceblok
Jeg vil ikke frygtens og rationalitetens markedsrettede didaktik. Jeg vil ikke en isoleret, forvaltende lærergerning, jeg vil lærerkunsten med håndværk og visdom i forening, jeg vil didaktikkens proto-indoeuropæiske rod ”*dens” (visdom), jeg vil visdommens ubeskrivelige, umådelige og umålelige mestring. Umodenhed er vækstens forudsætning. Det ufærdige, det som er endnu-ikke. Vi, som venter på den dag, hvor vi gennem overskridelse og udvidelse har modnet hinanden til at springe ud.

Jeg vil hemmelighedstilstande – skjulte veje og døre til dybe indsigter, som vi sammen skal lede efter, opspore, udgrave. Jeg vil vedholdenhed, stædighed og drømmen om at slå hul ind til nye verdener.

Du kan ikke lære, hvis du er optaget af at lære – ligesom du ikke er spontan, hvis du er optaget af at være spontan. Vi gør hinanden til gribbe, som blot venter på at kunne slå kløerne i sit bytte. Opskriften på et levende liv: formålsløs, nyttesløs, ikke-selvoptaget og ikke-formålsstyret spillen, læsen, drømmen og samværen.

At ville noget med hinanden, der er svært. Modstand, kamp, tvivl, usikkerhed, overskridelse, oversvømmelse. Livet er for alvor noget værdt (sic!), når det er svært!

Dannelse er en prægning – noget, der forandrer mig og som jeg bærer præg af. Prægningen udgør en smerte drevet af min modstand mod at skifte ham. Når jeg bevæger mig mod fremmede horisonter, bevæges jeg af andet og mere end rejsen selv. Jeg præges, mit pas fyldes af stempler og tegn på, at jeg nu ikke længere helt er den, jeg var. Jeg tillader verden at danne mig.

Livet er også dannende – vanedannende. Og disse vaner er også vores begrænsning. Dannelse er opbrud og nye erkendelser, og den overfladiske, kortvarige oplevelse rækker ikke. Vi må gøre os farlige erfaringer i begivenheder båret af en smerte over bruddet med det vante.

Filosoffen Steen Nepper Larsen skriver i sin nye bog At ville noget med nogen, at “[s]sproget er overindividuelt, jeg-løst og vævet sammen med vores livsform.” (Larsen 2016, 101). Jeg oplever at også musikken er overindividuel, jeg-løs og vævet dybt sammen med vores menneskelighed.

Vores kultur er ved at gå til i kvælende overfladiskhed i fladskærmene, der lover os noget, de ikke kan holde. I stedet for den vidunderligt sanseligt-farlige leg i de socio-æstetiske højder og dybder, truer en anæstetisk tilværelse – et bedøvet liv, hvor systemer og alliancer med kirurgisk præcision spænder os for Prokrustes’ seng og skærer os ned, bid for bid – eller strækker os ud til ukendelighed.

Vi har snart glemt, hvad et liv vil sige, som ikke forsøger ”at få noget ud af det”. Legen er blevet strategisk, og grebetheden er afløst af det gustne overlæg.

Egennytten forklædt som kognitiv kapitalistisk almennytte berøver os muligheden for et levende liv – unytten har vi smidt på konkurrencestatens mødding. Vi bliver narret af målfuldheden og når aldrig frem til den livgivende målløshed – og mål-løshed. Febrilsk sigter og peger vi med kompetencekanonerne på må og få uden at opdage, at vi selv er de sigtede – vi er for længst udpeget. Frem for at spørge i øst og vest beder vores livs-udpegethed os om at svare: hvordan kan jeg blive den Andens endnu-ikke?

Vores store sorg er vores mangel på omsorg. Omsorg er ikke at lade mennesker i stikken i art på-sikker-afstand anerkendende, autopoeietisk skruestik, der henviser mennesker falde ind i sig selv. Omsorg er at have modet til at tage åget på sig og gøre hinandens liv til et mellemværende.

Kompetence betyder det, som er passende, tilstrækkeligt og alt nok. Jeg vil det upassende, overskridelsen, forstyrrelsen, forundringen, det endnu-ej-begribelige. Og jeg vil det sammen med nogen, igennem nogen, på vegne af nogen. Jeg er ikke aldrig kun min egen, jeg tilhører også de, der til stadighed skeende-sker mig.

Er dannelse et spørgsmål om at være uenige eller enige? Jeg tror det ikke. Snarere end konsensus så søger jeg den mangfoldighed, der udfolder sig i mødet mellem vores livsverdener. Jeg oplever vores liv sammen som en ’strømmen’, da dette begreb rummer mennesket som de gennemstrømningsvæsener, vi er. Sorg og katastrofer gør ondt, og smerten næres af afvisning, fortrængning og fornægtelse. Vejen mod heling ligger i at slippe det faste greb i sig selv og hinanden og lade livet og tårerne strømme. Og med tårerne kommer lettelsen – vi letter vores hjerte bogstavelig talt. Det lette fjed er ikke en dans på roser. Det lette fjed vil sige ikke at indhegne og tilbageholde hverken glæde eller sorg – netop, som børn er mestre i at gøre det. Børn er mestre i det lette fjed, og f.eks. min ni årige søn danser rundt på tåspidser i vores samtalekøkken. Livet er så spændende, at han er lige ved at lette!

Opdragelse og skole skaber misdannelse, når vi lærer hinanden kun at holde tilbage, holde op, holde hen, holde os på jorden, holde inde og holde ud! Vi skal lære hinanden også at give slip, give los, give op og give sig hen. De små konkurrencestatssoldater, som magthaverne drømmer om, er en perversion. I min bog Musisk Ledelse siger overlæge Lars Heslet følgende:

Jeg har fået at vide “Hvor er du følsom, Lars”, fordi jeg står ved sygesengen og tårerne triller mig ned ad kinderne, mens jeg siger til en mor: Dit lille barn på syv år dør i dag. Det er klart, så triller tårerne ned ad kinderne på mig lige som hos moren. Jeg er følelsesfuld, ikke følsom. Mange mener, at det er en svaghed i mennesket, hvis det begynder at vise følelser. Nu er det sådan, at følelser er den vigtigste vejviser i livet, da den viser, hvilken vej, vi skal gå. (Olsen 2013, 98)

Martin Heidegger skriver i The Fundamental Concepts of Metaphysics, at vores fundamentale væren er kontinuerlige transformationer mod being as a whole. Og han skriver netop om Dasein som en svæven:

Dasein stands before possibilities, it does not see. It is subject to change it does not know. It constantly moves in a predicament it does not have power over … We know all this in a unique kind of knowing, which is distinctive as hovering between certainty and uncertainty. (Heidegger i Olsen 2016, 332)

Hvad enten vi bruger svæven eller strømmen som begreb, så må vi forlade ideen om det løsrevede menneske. Ensomhed er ikke vores grundfjeld, ensomhed er vores perversion. Das Walten waltet, das Ding dingt, das Wesen west, die Welt Weltet, das Sprache spricht; Et æbletræ æbler og Planeten mennesker (som verbum). Dette er ikke blot simple tautologier men derimod som foreslået af Reiner Schürmann “Desimplified Simplicity” – en måde at erkende wholeness.