Kunstens krigsmark

Det er sjovt at skabe kunst – i den kreative skabelsesproces skal vi sige ja og ikke nej til de nye ideer – musik er glæde, kærlighed og feel good. Kunstskolerne har optaget en række velkvalificerede studerende, som via undervisning på højeste niveau og flittig øvning opnår de fordrede kompetencer og efter endt eksamen springer ud som samtidskunstnere og samtidspædagoger. Kunsten og pædagogikken kan lade sig gøre, vi kan som ledelse, lærere, studerende og studieadministration styre processen og vores uddannelsesdesign kan levere varen.

Spørgsmålet er, om vi har ressourcer til endnu mere? og ikke mindst – hvis der er et uudnyttet potentiale, hvad kan dette potentiale og hvordan kan vi komme i forbindelse med det? Kunstskolerne er bygget på en konsensuskultur, vi løfter opgaverne som gruppe i enighed og har vel et pædagogisk grundsyn, der baserer sig på glæde og tilfredshed – glæde ved musikken, ved hinanden, ved at studere, ved publikum og den fede koncert/turne/indspilning. Vi måler trivsel, læring og studieaktivitet via tilfredshedsundersøgelser og evalueringer, og når vi er utilfredse eller ligefrem klager over hinanden ser skolen dette som et problem, der skal løses. Konflikter skal løses – den kreativt skabende proces skal foregå i mindelighed. Hvilket, eller rettere hvilke sprog har vi her til rådighed?

I en lille by i Belgien ligger et benediktinerkloster. Klostrets munke er kendt for et meget højt kunstnerisk og intellektuelt niveau med en mangesidet produktion af religiøse motiver, skrifter samt hymne- og salmesang. Munkeordenen er underkastet St. Benedicts Lov, som den kristne St. Benedict formulerede i årene omkring år 510 med streng disciplin, ydmyghed og lydighed som centrale krav. For nogle år tilbage døde klosterets organist og den prestigefyldte post skulle nu genbesættes. Da der var flere egnede kandidater, og da de ledende munke og abbeden ikke kunne blive enige udbrød der en kort, men intens magtkamp, som snart blev afgjort til fordel for den dominerende fløjs kandidat. Roen kunne igen indfinde sig i klostret. Denne magtkamp kunne have gået over i glemslen, hvis ikke det var fordi, at klostrets munke ifølge St. Benedicts Lov var pålagt et strengt tavshedsløfte. Dette gjorde, at den intense magtkamp måtte udspille som en pantomime – som polariserede, ordløse relationer udelukkende båret af kroppens sprog: tegn, bevægelser, ansigtsudtryk, samvær og udgrænsning/isolation.

Hvis musik har blot den mindste forbindelse med kærlighed er det egentlig forbavsende, hvor lidt vi mærker til kroppens sprog – til “musikkens smerte” på Kunstskolerne. Er der nogle omkostninger ved kunsten og den kreative skabelsesproces, som vi lukker øjnene for? Og får vi på linje med kærligheden også “ondt i musikken” fra tid til anden? Og kræver musikken og kunsten, at vi, ligesom i forhold til kærligheden, forlader pænheden og konsensusmentaliteten og kæmper for dét, vi brænder for? Jeg er ikke i tvivl – kunst og kultur er en kampskueplads – det er ikke en hyggeforestilling.

Hvad betyder dette for os? Først og fremmest skal vi diskutere, om vi overhovedet er enige i dette udsagn; men hvis vi kan finde blot en flig af sandhed også for vores kultur i dag giver det anledning til flere overvejelser. Vores kultur kan siges at stå i en slags ingenmandsland – mellem tradition og normer på den ene side og den totale selvdannelse og radikale individualisering på den anden. Og kunstskolerne må overveje deres strategi:

  • Enten: vi skal fortsat formidle en kultur, tradition og “techné” i en regenerativ bevægelse, hvor noget er godt og skidt, og hvor “Kunst” betyder “at kunne”. Vi må påtage os ansvaret for at holde liv i de kunstnerisk/musikalske brudflader, der kan udvikle kulturen og berige traditionen.
  • Eller: relativismen og skepticismen har vundet – enhver er sin egen kunstner og sande anmelder på een og samme gang; det er ikke muligt at sige noget sandt om noget som helst og vi har alle ret til vores bid af sandheden.

Jeg tror, at vi har mulighed for at gå en tredje vej, der ligger midt i mellem de to. Vejen er foreslået af bl.a. Ole Fogh Kirkeby i form af “det unikke” som en slags parallel til Sokrates’ forestilling om den universelle sandhed. Det gode og det skønne skal kæmpes frem, og skabelsesprocessen er en tilbliven, en “kommen-til-verden” der aldrig kan gøres smerte- eller risikofri. De pædagogiske redskaber er jordemoderens og kunsten kan kun på denne måde komme til verden. Det er en klar position, der umiddelbart kan virke afskrækkende – der er intet sikkerhedsnet, og enhver må kæmpe for sit liv – men ved nærmere eftertanke: det er ikke sjov at gå på line, når den blot ligger slapt på jorden…skal vi spænde stålwiren, skal vi hæve barren og løfte os selv derop, hvorfra vi kan falde, hvis vi ikke på een og samme gang dels vover livet og dels kender vores begrænsning? Er kunst for alle? Skal vi alle bare smide, hvad vi har i hænderne og fylde vores kultur med hjemmelavet kunst? Jeg mener nej. Der er en gammel læresætning, der lyder således:

“When everybody is somebody, nobody is anybody”

Vi har brug for dem, fyrtårnene, og det nytter ikke, at vi stabler hinanden op i medierne. For så skygger vi for de for vores kultur så uundværlige fyrtårne.