Kunstens væsen

Hvad er kunst? Hvor materialiserer kunsten sig? Hvem skaber kunst? Er kun kunstnere i stand til at skabe kunst – er alle, der skaber kunst kunstnere? Hvilket formål, om noget, har kunsten? Er kunst et produkt af menneskelig aktivitet eller er kunstneren et medium for overmenneskelige, universelle sandheder? Er kunsten kunst overalt i universet? Rækken af relevante spørgsmål til kunst og kunstbegrebet forekommer at være uendelig, og kun menneskets evne til at fastlåse sig i entydige symboldannelser synes at kunne stoppe denne strøm. Vi er nødt til, for at kunne håndtere begrebet i en praksis, at bestemme os for en tolkning i form af en formel, logisk begrebsrelation.

Hvis ikke det kun er kunstnere, der kan skabe kunst kunne det være spændende, hvis aktører inden for naturvidenskaben meldte sig på banen, i det vi måske kunne få noget viden om, hvordan mødet mellem videnskab, forskning og kunst kan finde sted.

”…The science of Pure Mathematics, in its most modern developments, may claim to be the most original creation of the human spirit. Another claimant for this position is music…” (Whitehead 1928:25)

Vi, der er musikere, billedkunstnere, filminstruktører, skuespillere, dansere m.v. er åbenbart ikke de eneste spillere på banen, når det drejer sig om kunst. Men det er selvfølgelig op til diskussion hvorvidt ”…the most original creation of the human spirit…” rent faktisk kan kvalificere sig som kunst – matematikeren Alfred N. Whitehead er i hvert fald ikke i tvivl. Matematik er, sammen med musik, blandt de højeste kunsteriske manifestationer. Og han er ikke ene om dette synspunkt.

”…A mathematician, like a painter or a poet is a maker of patterns […] the mathematician’s patterns, like the painter’s and the poet’s, must be beautiful; the ideas like the colours or the words, must fit together in a harmonious way. Beauty is the first test: there is no permanent place in the world for ugly mathematicians…” (Hardy 1940:24-25)

Kunstværket rummer flere dimensioner eller værensmodaliteter i form af tingslige og symbolske ”tilstande”. I den tingslige værensmodalitet har værket en konkret materiel, eksplicit fremtoning; et maleri, en dans, et stykke musik, et teaterstykke – alt sammen et resultat af menneskers og materialers fysiske interaktion. I den symbolske værensmodalitet har værket en mangetydig fremtoning; kunstneren har lagt en betydning ned i sit værk, en symbolik, der kan rumme spirituelle, mystiske, mytologiske og allegoriske elementer. Martin Heidegger beskriver det således:

”…Mit dem angefertigen Ding wird im Kunstwerk noch etwas anderes zusammengebracht…Das Werk ist Symbol…” (Heidegger 1980:4)

Heidegger ser kunstværkets genstandsfelt i en tredeling – ”Das Ding” (ting), ”Das Zeug” (anvendt stof karakteriseret ved brugbarhed) og ”Das Symbol” (ilagt en betydning). Dét, at kunstneren lægger en betydning i kunstværket (iklæder det symboler) rækker langt ud over værket som ting – og værket ”taler” på tværs af sin fysiske værensmodalitet til os i et ikke-kodet, ikke-instrumentalt transcendentalt sprog. Spørgsmålet er, om Heideggers tese om kunstnerens læggen betydning i værket kan bringe os hele vejen frem til kunstværket – det intentionelt styrende produktsyn synes ikke at levne meget tilovers til kunstens muse; hvad nu, hvis der skal mere til end kunstneren, materialet og værktøjet?

Jeg foreslår, at vi forsøger følgende position: Kunstneren skaber en ramme, som han lægger betydning ned i. På et – om alt går vel – tidligt eller fremskredent tidspunkt i den kunstneriske skabelsesproces “tager værket over”, og “fortæller” derefter kunstneren, hvad der skal ske. Fra dette afgørende tidspunkt i værkets tilblivelsesproces vendes intentionalitetens pil og kunstneren fungerer som en mediator mellem Kunsten, værket og sig selv. Kunstnerens værk er dermed i en vis forstand blevet et “Object d’art trouvée” – et værk med en fremmedhed, som kunstneren så at sige snubler over og hjælper til verden.