Planers begrænsning

Der er et helt grundlæggende problem med planer eller intentionalitet, og det er at vi er begrænsede af det, vi kan vide at ville noget med, så at sige. Vi er vores egen første og største begrænsning. Snarere end intentionalitet, så handler det om – stående på et grundfjeld af et levende, personligt tilegnet “dybt” håndværk – at vi praktiserer “attentionalitet”, det vil sige, at vi er udelt opmærksomme på det øjeblik, hvor instrumentet, penslen, mejslen, kameraet eller kroppen “begynder at tale til os”. At skabe musik, maleri, skulptur, fotografi og dans er en egentlig overskridelsespraksis; og miraklet sker en gang imellem, at vi får ridset en lille sprække ind til evigheden og får lokket noget med ud derfra, inden sprækken lukker til igen.

Store livsudtryk er en kommen til verden, hvor vi ikke er skabere eller arkitekter; vi er fødselshjælpere og stifindere; vi er opdagere af skønhed, ikke producenter af skønhed. Denne helt grundlæggende pointe kvæler vi i vores iver efter at skabe kunstprodukter, at markedsføre os selv og flirte med nytteetikken.

Vi kan ikke vide, hvor vi er placeret hver især på denne opdagelsesrejse. Vi kan ikke vide, hvilken opgave, hvilken rolle og hvilket ansvar, vi er tildelt. Måske bliver jeg den, der hjælper ny skønhed eller nye erkendelser til verden – måske skal jeg bruge mit liv på at uddanne studerende, som kan uddanne de studerende, der om hundrede år vil snuble over stor skønhed. Vi lyser hver især, og vi lyser på hinanden. Men som månen, der oplyser natten sker det ikke med vores eget, autonome lys. Det lys, vi brænder igennem er ikke vores eget lys, det skylder vi en uendeligt større kilde. Uden en sådan erkendelse og dyb taknemmelighed er vi henvist til at fare vild i os selv – i et mindreværdigt storhedsvanvid, som jeg mener er direkte skadeligt for vores kultur.

Dette er min helt personlige begrundelse for at arbejde for dannelses- uddannelses- og samværsformer, der tager udgangspunkt i mere end det enkelte menneskes intention, unikke stemme og udsyn. Vi er ikke en ø. Vi har et ansvar for, at vi også om hundrede år har et socialt, kulturelt og værdimæssigt grundfjeld at stå på. Og måske er det grunden til, at Rom ikke blev skabt på een dag…

Denne ydmyghed og taknemmelighed giver plads til lytteren og seeren som egentlig medskaber. Vi skal hele tiden arbejde for, at vi ikke overfører vores forbrugerkultur ind i vores fælles opdagelse af skønhed. Stifinderen arbejder netop ikke på egen hånd. Vi er som musikere, malere, dansere, fotografer og skulptører sendt ud i forvejen på vegne af os alle sammen, og vi deler frugterne af de opdagelser, vi gør os – uden smålig skelen til hvem, hvad og hvornår. Det smukke kunne være, om vores kultur også værdsatte denne stifindervirksomhed som andet og mere en egoistisk hobbyvirksomhed. For det er så meget mere!